» English
 

Nationale soloudstiller 2017
Aase Seidler Gernes

Af Louise Skafte

”Juryen uddeler […] med stor glæde den nationale solopris af Charlottenborg Fonden til Aase Seidler Gernes, og dette som anerkendelse for en særlig imponerende kunstnerisk livsgerning, som først ret sent er trådt ud af skyggen og ind i lyset. Så det handler faktisk om en anden debut, der netop fortjener en større højagtelse.”

Således beskrev sidste års jury deres valg af Aase Seidler Gernes som vinder af den nationale solopris 2016. Seidler Gernes havde i 1950- 1960’erne en fremtrædende rolle som tekstilkunstner med sine geometriske cirkler, kvadrater og kompositioner i lysende farver, men i 1968 satte hun sit selvstændige kunstneriske arbejde til side for at bistå sin mand, den avantgardistiske kunstner Poul Gernes, i hans kunstneriske virke.

Til trods for, at Seidler Gernes har arbejdet som tekstilkunster det meste af sit liv, er det altså først nu at hun for alvor er trådt ud af sin mands skygge. Hertil kommer også, at tekstilkunst gennem mange år har været opfattet som et ”kvindehåndværk”, hvilket rent kunsthistorisk har betydet at det er blevet devalueret som kunstform. Juryen ønskede således netop med denne solopris at give Aase Seidler Gernes værker den opmærksomhed de fortjener og hylde tekstilkunst som et værdigt kunstnerisk medie.

Seidler Gernes fylder i år 90 år og det synes derfor oplagt, at dette års soloudstilling omfatter værker fra hele hendes kunstneriske virke; fra 1950’erne og frem til i dag. Udstillingen består af et udvalg af tekstilværker fra Seidler Gernes omfattende produktion af stoftryk i 1950'erne, som omfatter vægtæpper, duge og unika beklædningsgenstande. Gardiner af stof som Seidler Gernes og hendes mand sammen skabte til Herlev Hospital, vil pryde udstillingsrummets store smukke vinduer.

Endeligt vil der blive vist et større antal nye tegninger, som er et levende bevis på at Seidler Gernes arbejder ufortrødent videre, til trods for at hun i 2007 blev ramt af en blodprop i hjernen, som gjorde hende lam i højre side og frarøvede hende tale- og skriftsproget. Før var hun højrehåndet, men har optrænet sin venstre hånd til at kunne tegne med filtpenne på papir. Denne udstilling vidner om en stærk kvinde der lever og ånder for sin kunst.

Født 1927 på Frederiksberg, Danmark. Uddannet ved Nordisk Stoftrykkeri, København, Danmark. 1946 og Frederiksberg Tekniske Skole, København, Danmark. 1948.